Hvordan laver jeg mit eget skråbånd?
Her har jeg har lavet en lille DIY til dig, i hvordan du laver dit eget skråbånd, det er faktisk ret simpelt, og kræver ikke ret meget stof, da du kan øge dine skråbånd, hvilket jeg også viser dig her. Det er dog rart hvis man ikke skal øge hele tiden. Men hvis man nu ville lege med farver og mønstre, kan man jo vælge at sy flere forskellige stykker stof sammen, det vil give en hel speciel og anderledes skråkant.
Vi kender jo godt det, at vi ikke lige kan finde farven eller ikke syntes de er spændende nok, dem de har i forretningerne, så er det jo skønt at man kan finde stof i gemmerne til at lave sine egne, Jeg kan også sagtens finde på at købe et ekstra stykke stof, som er tiltænkt at lave skråkanter af, for på den måde får jeg også mit helt eget look på mine projekter, ikke at jeg ikke har en masse på lager 🙂 men hvem har ikke det 😉 Et andet trick til at få stof til skråkanter ( der ikke lige kan findes alle steder ) Gå i genbrugsbutikkerne, både efter stofrester, som de tit bugner af, og så er gammelt sengetøj absolut skønt og findes tit i helt anderledes print, og efter min mening er print fra 70`erne og 80`erne super skønne, der kan også være tøj der kan bruges, men det kræver at tøjet har noget størrelse og at man er omhyggelig med at tjekke trådretning.
Nå…. lad os få kigget på hvordan du laver dit skråbånd:
Skråbånd skal klippes på skrå i 45 grader, og det er vigtigt at du er omhyggelig med at overholde det, ellers vil dine skråkanter opfører sig forkert.
- Hav din trådretning liggende til venstre for dig, og fold stoffet op i en 45 graders vinkel, pres evt. kanten du har foldet. En anden og lige så let metode, jeg dog ikke har vist her, er at lægge en trekants linial trådlige på stoffet og tegne din skrå linie ind. Jeg benytter mig mest af den viste metode, for her føler jeg at jeg har lidt føling med stoffet.
- Fold stoffet ud og klip efter den bukkede linie, så har du starten af din skråkant.
- Så beslutter du dig for bredden af din skråkant, her har jeg valgt 4 cm, således bliver den en cm, når den er syet på.
- Nu skal vi have syet strimlerne sammen. Læg strimlerne op mod hinanden, så du kan se at de vil danne et bånd. Hvert bånd skal være klippet i 45 grader ( som du ser på billedet ), sådan at du kan sy dem sammen til et langt bånd.
- Læg det ene bånd lodret op og læg de to stykker ret mod ret, sådan at de danner et L når de ligger på bordet. Marker 1 cm sømrum, og hver opmærksom på at du overholder dit sømrum.
- Sy båndet sammen.
- Stryg sømrummet fra hinanden
- Klip de små spidser af i siden af båndet. Du kan klippe dit sømrum ned til 3-4 mm, det gør jeg hvis jeg syntes at det fylder for meget, men i det her tilfælde lader jeg det være.
- Færdig og klar til brug
Så skulle du kunne blive selvforsynende af skråkant. Der findes et utal af måder at bruge skråkant på, det vil hen af vejen blive vist på bloggen, og allerede nu ligger der en lille DIY i hvordan du bruger dit eget skråbånd, se indlægget Her